Oplevelser

Lolland er fuld af oplevelser for enhver smag. Herunder har vi samlet en række oplevelser til inspiration, men du kan også tage et kig i vores online kalender, hvor du kan følge med i, hvad der sker på Lolland. Der er en lang række lokale arrangementer for både børn, unge og voksne.

I hverdagen

Bibliotekerne i Nakskov og Maribo tilbyder en lang række af spændende arrangementer for både børn og voksne. Der bliver arrangeret foredrag, debatter, tema-cafeer, morgensang, mini-koncerter og musikalsk legestue for de mindste. 

Du kan også tage i biografen og nyde en god film. Både Søllested Bio og Kulturhus, Lalandia Bio i Rødbyhavn og Filmklubben Lolland tilbyder de mest populære spillefilm for alle aldre.

Børn og voksne ser teater
Mini Gadeteaterfestival i Maribo.

Museer og teatre

Lolland råder over en lang række af spændende museer. Der findes et væld af mindre lokale museer, foruden det større Museum Lolland-Falster, som løbende har forskellige udstillinger og spændende arrangementer for børn og voksne.

På Lolland finder du også Fuglsang Kunstmuseum, som er et af landets ældste kunstmuseer med en væsentlig samling af dansk kunst fra 1780 og op til i dag.

Børn og voksne kaster med hestesko.
Frilandsmuseet i Maribo. Foto: Visit Lolland-Falster.

Er du til teater, tilbyder Nørregade Teater i Maribo egne producerede forestillinger, mens Vestlollands Teaterkreds i Nakskov viser nogle af Danmarks mest vellykkede forestillinger, når turneteatre kommer på besøg.

Musik og festivaler

På Lolland kan du opleve en masse forskellig musik og musikfestivaler. Ensemble Storstrøm og Elvermose Klassiske Koncerter leverer klassisk musik af allerhøjeste kvalitet, mens Maribo Jazz Festival og Femø Jazz Festival skaber liv i gaderne hver sommer. Der er også større festivaler som Whitsun og Nakskov Open Air.

Publikum samles på torvet i Maribo til Jazz-festival
Jazz-festival i Maribo.

Ud over det sædvanlige

På Lolland finder du også de store turistattraktioner Knuthenborg Safaripark, som ligger på Nordlolland i Bandholm samt Lalandia på Sydlolland i Rødbyhavn - steder som altid er et besøg værd for hele familien. 

På Nordlolland med kig ud over vandet er et af Danmarks mest markante monumenter blevet opført, kaldet Dodekalitten. 12 syngende skulpturer skaber en helt særlig stemning, der giver mindelser om Stonehenge - et monument der er et besøg værd året rundt. Foreningen bag Dodekalitten arrangerer også koncerter ved skulpturen.

En stenfigur i Dodekalitten i solnedgangen
Kunstværket Dodekalitten. Foto: Claus Kjær.