Skip til hoved indholdet

Tilflytterambassadør i Stokkemarke

Bent Mortensen
Tlf. 54 71 11 78
bemo@stokkemarke.dk

Jeg har valgt at bosætte mig i udkanten af Stokkemarke, en af Lollands landsbyer, fordi jeg holder af at leve i ro og have åbnet land omkring mig. En Dagli' Brugs, et rigt foreningsliv og timedrift med bus til Nakskov og Maribo gør landsbyen endnu mere attraktiv. 

Billede

Indfødt lollik

Jeg er født på Lolland, men flyttede til Stokkemarke for 30 år siden. Jeg kan absolut ikke tænke mig at bo et andet sted, og jeg har involveret mig i det lokale kultur- og fritidsliv. Jeg er blandt andet redaktør af det lokale beboerblad, som trykkes i en flot udgave og i et oplag på 850 blade, som husstandsomdeles i Stokkemarke Sogn. 

Stokkemarke Beboerblad er et samarbejdsprojekt, hvor alle sognets foreninger, meninghedsråd, forretningsliv og hal deltager i annoncering og ved at skrive om relevante emner i bladet. 

Et rigt foreningsliv

I Stokkemarke er der 11 foreninger. Nogle er knyttet til Stokkemarkehallen i forbindelse med fysisk aktivitet af enhver art, hvor andre er interesseforeninger, f.eks. en husholdningsforening, en pensionistforening og en beboerforening. Det rige foreningsliv betyder, at der er noget for enhver smag - og der er plads til alle i byens fællesskaber. 

Offentlig og privat service

Stokkemarke har formået at bevare meget privat og offentlig service til gavn for alle beboere i området. Der er en Dagli' Brugs, en bager, en sportshal, et beboerhus, lokalt vandværk, læge og plejecenter med dagcenter. 

Desuden er Lolland øen med billige huse, og også Stokkemarke området har mange gode og billige huse til salg.

Overvejer du at flytte til Stokkemarke, eller vil du høre mere om et godt sted at bo, må du meget gerne kontakte mig på tlf. 54 71 11 78 eller mail bemo@stokkemarke.dk.