Skip til hoved indholdet

Fandt lykken og meningen med livet til højre i rundkørslen 

Lolland har meget at byde på. Der er højt til himlen, fantastisk natur og store vidder med bredt udsyn. Der er rummelighed og engagement i lokalsamfundene, og ikke mindst er der billige hus- og kvadratmeterpriser.

Det faktum gjorde, at familien Leonhardt Husum Rinken rykkede fra den treværelses andelslejlighed i Valby til Nørreballe midt på Lolland. For at realisere drømmen om økonomisk frihed, og et liv med fokus på nærvær, frivillige fællesskaber og kontakt med naturen. 

billede

Familien Leonhardt Husum Rinken søgte den økonomiske frihed, og fandt svaret i Nørreballe på Lolland. Et drømmehus på 239 kvadratmeter, en lade og en staldbygning udgør rammene for det nye liv. 

Med Nørreballe som location er man rigtigt ude på landet. Derude hvor hverdagen leves langt væk fra storbyens puls, og det gear der definerer storbyliv. Det er herude livet får en ny betydning. Hvor spejlingen i naturen og de historiske vilkår har lette betingelser, og herude hvor roen indfinder sig, når man står i markkanten og lader sig overvælde af det rige dyre- og planteliv. Indsnuser naturens dufte, mærker årstidernes skifte og opmærksomt følger fiskehejrens fangst i åløbet. 

Økonomisk frihed

Nørreballe er et lille samfund med lidt over 500 indbyggere, der ikke syner af meget. Købmanden spiller en helt central rolle som det daglige mødested, men derudover er scenen overladt til den frodige natur, og det rige foreningsliv med engagerede medborgere, der hver især byder ind på og med aktiviteter, der øger livskvaliteten til nye højder. Det uanset om det gælder afholdelse af høstfesten, træningen af det lokale fodbold- og håndboldhold eller tilbuddet om den ugentlige legestue for de mindste børn i Sandby. 

- Ved at rive teltpælene op fra København og flytte langt ud på landet og til Lolland, har vi virkelig realiseret en drøm, der giver fuld valuta for hele investeringen. Det er ikke bare en drøm, der er realiseret. Det er vores liv, der har fået nogle helt andre dimensioner, og en grad af frihed som er svær at sætte ord på. 

Men helt grundlæggende handler det om at opleve nærvær, genskabe troen på sig selv og udleve sin kerneværdier. Altså skabe rammerne for et frit liv hvor drivkraften er empatien og nysgerrigheden kombineret med en økonomisk frihed, der tillader os at være afhængig af kun en indtægt. Det er et privilegium, men bestemt også et privilegium der kræver sine prioriteringer. 

Men det korte og det lange er, at vi har fået tid til at være sammen som familie, og det på noglevilkår som er markant anderledes, end den klokkestreng vi hang i før, fortæller Mie Leonhardt Husum Rinken, der er moren og konen i huset, men også hende der er den primære motor i at få logistikken til at gå op i en højere enhed.

Vores egen struktur

At bo på landet og være forældre til to mindre børn på tre og fem år kræver mere end en velsmurt og ny-pumpet Christiniacykel. Det måtte Mie sande efter kort tid, da det er en barsk og krævende opgave at cykle 8 kilometer i al slags vejr, for at overholde en legeaftale. De nye forhold forudsætter en vis form for pragmatisme, og en afvejning af hvordan livet hænger bedst sammen.

For selvom familien i dag lever det liv, de kortlagde på tegnebrættet hjemme i lejligheden i Valby, og med alle de iboende drømme om kontakten til naturen, nærhed og nærvær, er der også nogle praktiske forhold, der skal med i regnestykket, for at få kabalen til at går op. I dag er familien de lykkelige ejere af tre kummefrysere, vaskemaskine og tørretumbler, to biler og en opvaskemaskine.

billede

Landlivet tæller både geder, ænder og svanegæs, som er med til at strække økonomien. Her ses femårige Elisabeth i infight med et par nysgerrige geder. 

- Vi er jo ikke flyttet på landet af ideologiske grunde, som et politisk statement eller fordi vi har en ambition om at isolere os fra det omgivende samfund. Vi har gjort det alene, fordi vi gerne vil selv. Udleve vores værdier og være tæt på børnene og deres opdragelse.

Derfor rummer vores projekt også, at vi selv underviser dem. Bestemt ikke alene og isoleret, men i frivillige læringsfællesskaber med andre hjemmeunderviste børn. Det er ikke fordi, vi har noget mod daginstitutioner eller folkeskolen, men fordi vi gerne vil påtage os ansvaret selv. Udvikle nogle robuste og nysgerrige børn, hvor det er lysten, der driver værket, og ikke værket der driver lysten.

Derfor er der ikke det fjerneste anstrøg af maskinstormeri eller minimalisme i vores valg. Det handler alene om at opbygge en tilværelse med trygge rammer og en vifte af muligheder fremfor begrænsninger.

Vi har blot valgt en ramme, der hedder frivillige fællesskaber fremfor påtvungne fællesskaber, som jo er det vilkår man lever med, når man sender børnene i daginstitution eller skole. Man kan sige, at vi blot har kreeret vores egen struktur for hverdagen, og den inkluderer bestemt også internetadgang og tablets, hvor både Regnar på tre år og Elisabeth på fem slapper af med tegnefilm. Men vi bruger også tabletten til undervisning, hvor vi regner, tegner, læser og undersøger forskellige ting, som ungerne er optaget af lige nu, forklarer Mie.

239 kvadratmeter i to plan

Der er blevet taget godt imod familien på Lolland, og i dag er familien Leonhardt efter tre år blevet en særdeles integreret del af lokalsamfundet. Mies mand Carsten, der arbejder på skiftehold på Vestas i Nakskov, er hjælpetræner på puslingeholdet i den lokale gymnastikforening ØGIF, Regnar går på musikskolen og Elisabeth går til dans.

Og hver onsdag deltager børnene i den lokale legestue for børn op til fem år, som drives på frivillighedsbasis.

Samtidig ligger Knuthenborg Safaripark næsten i baghaven, ligesom familien også har mange legeaftaler i Nykøbing Falster Legeland.

- Jeg synes, vi har travlt. Men vi styrer det helt selv, og det er en kæmpe tilfredsstillelse, og netop den kvalitet vi er gået efter. Langt hen ad vejen er alle vores drømme og forventninger indfriet. Vi har erhvervet os et stort vandskuret drømmehus på i alt 239 kvadratmeter til 800.000 kr., og med i prisen fulgte en stor lade med værksted, en staldbygning og en have på 3400 kvadratmeter.

Vi holder geder, ænder og svanegæs, som vi strækker husholdningsbudgettet med, og med god planlægning og fornuftige indkøb har vi råd til både rosévin og champagne.

Derfor har vi på trods af vores forholdsvis beskedne indkomst også råd til at spare op. En opsparing som vi har planer om at bruge på en længere rejse til det sydlige USA. Det bliver en dannelses- og udviklingsrejse for både os selv og vores børn, og en rejse hvor vi har tid til at fordybe os i kulturen, historien og naturen, siger Mie.

billede

Med en fortid i plejesektoren ved Mie Leonhardt Husum Rinken om nogen, hvad god omsorg gør. I dag praktiserer hun omsorgen i den nære relation.

Larmende stilhed

Der er ikke mange ridser i lakken, når regnskabet skal gøres op, om det var en god ide at flytte på landet. Enkelte venner er smuttet i svinget, men der er stadig mange venner, der finder det attraktivt at tage motorvejen fra København til Maribo. Køre ud af rute 9 mod Nakskov og dreje til højre i rundkørslen ved købmanden i Nørreballe. Finde roen, lytte til den larmende stilhed og opleve naturen på sin helt egne præmisser.

Det gælder også familien, som huserer i henholdsvis Nordjylland og København.
- Det har været noget af en stejl læringskurve, at transformere sig selv fra at være storbypige til at være bonderøv. Men det har været hele besværet værd. Og vi fortryder ikke et sekund vores valg, som passer som fod i hose til vores drømme, og det liv vi gerne vil leve. Vi oplever virkelig friheden. Nærheden og groundingen til naturen.

Vi oplever familielivet fra alle hjørner og med alle de kvaliteter og trakasserier, som det også rummer. Men huset er heldigvis så stort, at vi kan tage en timeout uden at genere hinanden. For selvfølgelig har det sine omkostninger at flytte fra stenbroen og ud i den nærende muld. Men gevinsterne overskygger helt klart omkostningerne, som i dag ligger helt i sort.

Selvfølgelig gav mit tidligere job i plejesektoren mig stor tilfredsstillelse, og jeg satte virkelig en ære i at drage omsorg for terminalpatienter. Omvendt var det også den arbejdserfaring, der satte turbo på drømmen om at realisere vores eget liv, hvor vi drager omsorg for hinanden i hverdagen, gennem de ting vi siger, gør og handler på, forklarer Mie.

 

Artiklen er bragt i Politikens Karrieretillæg "Flyt til" maj 2019, skrevet af Michael Winther.