Patrick greb chancen på Lolland 

På kajen i Rødbyhavn og med udsigt til Tyskland ligger Femern Belt Development. Det er her Patricks karriere startede for godt tre år siden.

Patrick er oprindeligt fra Dresden i Tyskland, men efter at have taget den sidste del af sin uddannelse i Odense, endte han på Lolland.

Patrick fik en praktikplads på Femern Belt Development, som førte ham til hans nuværende job. 

Stort projekt – mange muligheder  

”Jeg er meget glad for at være en del af så stort et projekt, som Femern Bælt er. Det er nogle spændende og udfordrende opgaver, og jeg møder en masse nye mennesker,” fortæller Patrick.

Som projektkoordinator er intern og ekstern kontakt en stor del af Patricks arbejdsliv, og han fortæller, at han er meget tæt på ledelsen og de politiske beslutninger.

”Det er helt unikt at være med til møder, fordi jeg sidder sammen med beslutningstagerne. Generelt kommer man tættere på folk i Danmark, end man gør i Tyskland. Der er en mere uformel tilgang, og det gør også arbejdet sjovere,” siger Patrick.

Lolland-Falster - i midten af alting

Patrick greb ikke blot chancen karrieremæssigt, men også personligt.

Han har nemlig fundet sig godt til rette på Lolland i et stort hus tæt på vandet. For ham er det skønt at være tæt på naturen, og at man har plads til at være sig selv.

I det hele taget minder Lolland-Falster ham om hans hjemstavn, og han kan da også nikke genkendende til de fordomme, der eksisterer.

”Når jeg fortæller, jeg bor på Lolland, bliver jeg nogle gange mødt med en fordom om, at der jo ikke sker noget hernede. Disse fordomme eksisterer også om der, hvor jeg kommer fra. Men sådan er altså ikke.”

Patrick kan godt lide de små lokalsamfund og foreninger, hvor der er masser af aktiviteter på tværs af alder.

Og så har han et godt forhold til sine naboer, og pointerer, at folk på Lolland-Falster er meget nede på jorden, imødekommende og hjælpsomme.

”Og så er Lolland-Falster jo i midten af alting. Det er nemt at komme rundt her, og det er nemt at komme til andre steder. Eksempelvis til møder på Sjælland, eller når jeg skal besøge venner og familie i Tyskland,” fortæller Patrick.

Og med den kommende Femern-tunnel bliver turen til Tyskland endnu kortere.

Fremtiden

Med den kommende tunnels blot 18 kilometer forbindes Danmark med Tyskland.

Som en del af hans job ser Patrick muligheder og potentialer i projekt - både regionalt og lokalt. Der vil komme nye muligheder for udvikling af lokalsamfund, uddannelse, arbejdspladser og turisme. 

Patrick har travlt på Lolland i disse dage, og han glæder sig til en fremtid med Lolland som dørtrin til Skandinavien og resten af Europa. 

Læs om ledige job på Lolland.