På Lolland er de nære værdier i fokus

Monica, Matthias og deres tre børn er flyttet tilbage til Lolland for at få mere tid til familien, naturen og de nære værdier

Roer og udkants-Danmark. Stereotyper og fordomme er der nok af, men Lolland er meget mere end forsimplede forestillinger om livet på Sydhavsøerne. Der er højt til himlen, fantastisk natur og store vidder med bredt udsyn.

Mor, far og to drenge hygger sig ved spisebordet i hjemmet
Familien har fået mere tid til de nære værdier, efter de er flyttet tilbage til Lolland efter flere år i København og Bjæverskov.

Valget var derfor ikke svært, da Monica og Matthias Andersen besluttede at flytte tilbage til Lolland efter flere år i København og Bjæverskov.

"Jeg var på barsel med Holger, da vi i februar sidste år begyndte at overveje, om vi skulle flytte. Da jeg skulle tilbage på arbejde, havde vi svært ved at se, hvordan vi skulle få det til at hænge sammen med tre små børn. Vi var glade for Bjæverskov, men vi oplevede flere gange, at tingene blev besværlige, fordi der fx var langt til bedsteforældrene. Vi havde flere snakke, hvor vi talte om, hvad vi flyttede fra, og hvad vi flyttede til, men da tankerne først var kommet i gang, kunne vi ikke stoppe, og beslutningen om at vende tilbage til Lolland var ikke svær. Det var nu, vi skulle gøre det," fortæller Monica Andersen.

Flere kvadratmeter for færre penge

Parret besluttede at finde en byggegrund og opføre drømmehuset, men pga. travlhed og lange leveringstider i byggebranchen droppede de planerne og fandt i stedet en murermestervilla på 386 m2 i Nakskov med udsigt til marker på alle sider.

"Vi har fået mange flere kvadratmeter for pengene på Lolland, end vi kunne få på Sjælland. Her har vi fire etager, dobbeltgarage, og en grund på 3000m2, så vi har meget mere plads og meget mere hus, end vi kunne have fået i fx Bjæverskov," siger Matthias Andersen og tilføjer, at Lolland har mindst lige så meget at tilbyde som de fleste andre byer på Sjælland.

"Nogle af vores venner og bekendte syntes måske, at det var lidt mærkeligt at flytte til Lolland, men vi kunne mærke, at det var den helt rigtige beslutning. Alt det, vi efterspørger som børnefamilie, er der masser af på Lolland, hvis ikke mere end på Sjælland," tilføjer han.

Familien Andersen foran deres murermestervilla i Nakskov.
Familien Andersen købte en murermestervilla på 386 m2 i Nakskov med udsigt til marker på alle sider.

Nemt at finde arbejde

Da parret skulle flytte, betød det også nye jobs, og både Matthias, som er slagter, og Monica, der er pædagog, troede, at det ville blive svært at finde arbejde på Lolland.

Men Matthias fik job i Maribo allerede inden flytningen, og Monica fik det allerførste job, hun søgte på Lolland. 

"Alle snakker om, at udkants-Danmark er gået i stå, men det er bestemt ikke vores erfaring. Det var nemt at finde arbejde," fortæller Monica.

Masser af natur

Familien flyttede 1. maj sidste år, så Victor på 7 år kunne starte i 0. klasse i Nakskov.

"Vi flyttede, så han kunne få en god start på en skole, hvor han kan være i mange år, og så vil vi også gerne give vores børn en dejlig opvækst tæt på naturen og i et område, hvor de også kan få en tæt relation til deres farmor og farfar, som altid kan være backup, hvis det kniber en dag," siger Monica Andersen og tilføjer, at det også er en kæmpe fordel, at børnenes SFO, vuggestue og børnehave har meget store udendørs arealer. 

"Man kan aldrig tage skade af at vokse op på landet. Der er masser af græsarealer, vilde områder og naturoplevelser, og der er plads til, at vores børn kan lege frit uden at være som sild i en tønde."

Familien spiller fodbold i haven
Med en 3000 m2 grund er der masser af plads til leg i haven.

Lolland har en anden ro

Ud over naturen og de nære relationer er Monica og Matthias Andersen også tiltrukket af det mere rolige tempo på Lolland. Her er der tid til at stoppe op og tale sammen, og hvis man lige mangler en maskine eller noget andet, så er alle meget hjælpsomme. 

"Selv om man altid har lidt travlt med tre børn og fritidsaktiviteter, så er der bare en anden ro her. Det er svært at sætte ord på det, for jeg ved faktisk ikke, hvad det er, men folk har bare mere overskud, og så kører det hele lidt mere roligt hernede. Der er et andet mindset, folk er åbne og rolige, og så har alle altid tid til at snakke, hvis man lige møder dem i butikkerne eller på en gåtur. Her er bare ikke så meget stress," slutter Matthias Andersen.


Artiklen er oprindeligt bragt i Politikens Karrieretilæg 'Flyt til' maj 2022. 

Tekst: Jakob Rohde-Brøndum

Foto: JP Foto